Det er varmt som altid. Vi er til fodboldkamp paa den lokale og i oevrigt helt nye fodboldbane. Det er ugens hoejdepunkt i det lille samfund, jeg lever i. Alle fra landsbyen er moedt op. Skulle man tro, men faktisk – forklarer min soester Yaquelyn paa 19 mig – er det faktisk kun omkring halvdelen, der er kommet for at se det lokale fodboldhold spille- resten er i kirke og har ioevrigt ikke lov til at komme til saadanne festligheder. Der er gang i den; man kan baade koebe popusas, frescos og sodavand paa pose. Min lillesoester paa 7 – Katherin – har tiltusket sig nogle penge fra sin mor og tager mig med hen for at koebe drikken, der hernede er som et symbol paa fest. Vi saetter os under et trae og kigger lidt paa fodboldkampen. Den er egentlig ret saa uinteressant, men stemningen er god. Da Katerin har drukket halvdelen, kan hun ikke mere, saa jeg faar resten. Jeg drikker hurtigt op og her er det, at problemet opstaar; nu sidder jeg med en pose i haanden, der er ingen skraldespand og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal goere.
Eller det vil sige jo. Da jeg den anden dag var ude og blive vist rundt i mit communidad af mine to teenagesoester, Mirna paa 14 og Maria paa 16. De koebte chips, igen for penge de havde lokket fra deres mor. Der var toesesladder oppe til diskussion, som jeg ihaerdigt proevede at forstaa. Maria var vist vild med en fyr i communidadet, men hun maatte – selvfoelgelig – ikke vaere kaerester med ham for sin far. De gik og smaafniste lidt, imens vi gik og spiste lidt chips. Det, der slog mig her var, at da de var faerdige med chipsposerne, var der ingen spekulationer om, hvad de skulle goere med skraldet. Det roeg bare lige ned foran foedderne paa dem uden den mindste mine. Jeg taenker, man kunne da i det mindste smide det ud i krattet i vejkanten. Men nej, konklusionen er klar – her smidder man bare affaldet. Jeg tror ikke engang, man taenker paa, at det rent faktisk er affald- emnet er ligeosm overfloedigt. Ordet skrald er ikke et man bruger – der findes ikke skrald her.
Tilbage til fodboldkampen. Jeg sidder under traeet, taenker paa mine soesteres maade at haandtere det, som jeg ville benaevne skraldeproblemet, men som de aabenlyst ikke ser som noget problem. Jeg kigger opgivende paa min toemte sodavandspose. Der er ingen skraldespande her! Ingen overhovedet. Jeg kan ikke faa mig selv til at smide den. Jeg kan bare ikke! Katerin fanger mit blik, sender en bestemt bmine, tager posen ud af min haender og kaster den ligegyldigt over skulderen. Saa er det problem “loest” i det skralde(spands)loese land.
Hej soede soester. Dejligt at hoere at du har det godt. Vi har det ogsaa godt. Jeg har lige vaeret paa personaleweekend med arbejdet, som bestod af loerdag med gps-orienteringsloeb og laekker middag med overnatning. Diametral modsaetning til dit liv lige nu. Men meget dejligt at komme vaek fra den daglige trummerum, og rent faktisk faa sovet en hel nat uden boern, der vaekker een. Soevnen var til gengaeld ikke saa lang, da middagen traek ud i DJ og dans. Rigtig hygeligt, men ogsaa dejligt at komme hjem til de smaa pus
) Ellers er vi i fuld gang med badevaerelset. Vi har revet alt ud, taget fliser ned og hugget gulv op, og mureren er nu i gang med at lave kloak og stoebe gulv. Jeg glaeder mig til det er faerdigt, da jeg allerede er ved at vaere traet af vores badeskurvogn, hvilket mildest talt minder om et luksusproblem, i forhold til det ting de refererer. Jeg vil loebe igen (det er ved at vaere puttetid). Hav det rigtig godt. Knus fra os.