Sikke en kultur september 20, 2009

“Det er kulturen” konstaterer min far selvtilfreds, efter en lang samtale om, hvorfor det er maendene, der bestemmer i husene i El Salvador. Det er ikke tilfaeldigt, at det lige er ham, der ligger i haengekoejen, mens vi snakker. Hans 16-aarige datter rejste sig naermest paa en refleks, da han traadte ind af doeren, da han kom hjem fra arbejde. De to teenagepiger i huset har taktikken i orden; om 3 uger er der fest i nabolandsbyen og derfor er der ikke meget tid til at overtale overhovedet i huset til, at vi skal afsted. For faren er fester forbundet med helt andre associationer. Han kan godt lide fest, hvilket jeg ogsaa erfarede i fredags til fest med MS, hvor han kun drak “en lille smule”. Men fester har ogsaa en anden dimension for den ansvarlige far. Fester fungerer for ham som et opdragelsesredskab. Det er noget han har taenkt over, kan man hoere i hans ivrige fortaellen. I stedet for at slaa sine boern, hvilket han heldigvis ikke er tilhaenger af, bruger han festerne til justering af boernenes adfaerd. Hvis de opfoerer sig godt op til, kan vi komme til fest, hvis ikke maa vi blive hjemme. Fx var han “noedt til” sidste aar at tage alene med den tidligere voluntoer paa stranden, fordi boernene ikke havde gjort sig fortjent til en tur paa stranden. Det var ret aergeligt, men det varjo ikke noget han kunne goerenoget ved, proever han at overbevise mig om. Naar man spoerger til, hvad der saa sker, naar foraeldrene ikke opfoerer sig ordentligt, er historien en anden. Foraeldrene fungerer i El Salvador, forklarer han energisk, som en slags lov og derfor gaelderderhelt andre spilleregler for dem. Saadan er kulturen. Der er tilsyneladende ingen anden forklaring og ikke rigtig noget at goere ved det. Det foeler han aabentbart ikke han kan goere saa meget ved.

Den indstilling smitter af paa hans boern. Jeg kan ikke lade vaere med at smile for mig selv, naar Yackelin og Maria paa 16 og 19 kommer op og skaendes om, hvem der skal sidde ved det ene af de to borde, vi har. Den endegyldige loesning paa saadanne konflikter, synes at vaere entydig. Efter faa minutter tyer pigerne til deres loesning paa alle problemer i tilvaerelsen; der lyder hurtigt et gennemtraengende “MOOOAAARRR!!!! – Maria tager bordet og jeg skal bruge det”. Det er bare ikke fair, det hoerer man tydeligt paa tonefaldet i Yackelins stemme. Der er simpelthen ikke andre loesninger end at kalde paa mor! Som farenñ synes de ikke selv at anse sig som i stand til at loese problemerne, vaerende store eller smaa.

Ogsaa moren ligger under for denne indstilling. Det er svaert for mig at forestille mig et menneske med faerre holdninger til tilvaerelsen. Paa en maade finder jeg det fascinerende, at hun er i stand til at vaere tilfreds med at gaa at servicere for de andre hele dagen lang 24-7. Paa den anden side finder jeg det lidt skraemmende, naar hun paa mit spoergsmaal om, om det ikke er kedeligt at vaske saa meget svarer: “nej, jeg kan godt lide, naar toejet bliver rent”.

Mens hun knokler hele dagen fra morgen til aften tit uden synderlig meget pause uden det mindste brok, foeler faren sig helt afgjortmest fortjent til at ligge i den eneste haengekoeje, vi har. Det kan godt vaere atkulturen ogsaa er inde i billedet, men saa svaert kan det da for fanden ikke vaere at lette numsen fra den haengekoeje en gang i mellem og vise sin kone, at man vaerdsaetter hendes arbejde!