Jeg sidder paa mit vaerelse og kan hoere at snakken gaar mellem mor og datter i det lille hus i La Peña. Wendy, min soester Katherins skolekammaret, har lige meddelt, at der ikke er skole for hende i dag og denne meddelse har udloest ballade; “er der saa skole for dig Katherin?” spoerger en fortvivlet mor, der den sidste time har kaempet for at hendes 6-aarige datter skulle blive skoleklar. Det ved Katherin ikke, hvilket lige faar spandingen til at stige et niveau mere. “Du hoere heller aldrig efter, naar laererne siger noget!” lyder det i et toneleje, der er lidt for hoejt efter min smag. Lyden af barnegraad dukker op. Saa er det tvivlen overvaelder mig: kom det der graadeanfald fra Katherin ikke efter en lille smaekkende lyd? Bliver hun slaaet? Jeg er ikke sikker. Sidder som forstenet paa min seng. Lytter. Toer ikke rigtig bevaege mig. Har paa den anden side en vild lyst til at loebe ind og hente den lille gode pige, som bare ikke er saa god til at hoere efter. Skaenderiet ender. Katherin bliver hulkende fulgt i skole af sin mor. Frisk og veloplagt til en ny og spaendende dag fyldt med nye udfordringer!
De fleste boern hernede bliver slaaet, fortalte min “far” mig den anden dag. Han forklarer, at det hernede er noedvendigt for at vinde respekt fra boernene. Noedvendigt. Han tager selv afstand fra, at man slaar sine boern. Det skal man ikke. Eller… En gang i mellem er man jo noed til det. For at faa boernene til at hoere efter. Har de aldrig hoert om pisken og guleroeden, taenker jeg. Jeg proever at forklare dem pointen, men efter et i haerdigt forsoeg konkluderer min “far”, at det ikke er muligt her. Endnu engang skyder han skylden paa kulturen, som en milesten, man bare ikke kan rokke ved. Han naevner, at laererne i skolen ogsaa har problemer med at vinde respekt, netop fordi loven har forbudt dem at slaa deres elever. Men hvad, man kan vel heller ikke bebrejde dem, at de ikke ved, hvordan man ellers vinder boerns respekt; de ha jo aldrig, aldrig set andet. Ikke en gang har jeg hoert, en salvadoraner rose sit barn. Ikke én gang!
Denne episode resulterer i et dilemma for os volontoere. For eksempel sidder jeg i skaersilden, naar jeg sidder og skriver dagbog og egentlig ikke vil forstyrres. Katherin kalder med mit navn paa den naervaer, foraeldrene sjaeldent byder paa : “Sigga?”. Hvad goer jeg saa? Signalerer, at jeg ikke viil forstyrres ved at ignorere hende, som jeg nok ville goere derhjemme? Som regel ikke, for saa ved jeg, at der med stor sansynlighed kommer et hoejt og skingrende “Katherin, lad vaer med at forstyrre hende!” og det bryder jeg mig bare ikke om. Derfor ender jeg tit med at droppe dagbogen og spare hende for et af de utallige vredesudbrud, hun altid udsaettes for.
Det er jo ikke fordi, de er daarlige mennesker. Det kender bare ingen alternativer!
Hej Sigga
Spændende at høre om din nye tilværelse. Det må være svært at vende det døve øre til, men det er nok påkrævet for ikke at komme i konflikt. I sig selv er det jo tegn på vilje til forandring fra resten af verden at invitere dig indenfor.
Her går det fint. Vi har efterårsferie og har tilbragt tre dage i Lalandia og legoland, hvilket gik rigtig fint. Jeg er endelig færdig med Hillerød og har taget 3 måneders orlov. Skønt. Selma er glad for svømning, Svea er begyndt til fægtning og Valdemar til trommer. Ha’ det godt. Vi savner dig.