Vi gaar midt i “centrum” i den lille landsby La Peña. For mig endnu en dag uden elever til undervisning i engelsk kl. 16. For mine soestre en uventet mulighed til at vaere ude sammen med de andre, fordi de over for deres kontrollerende far kan sige at de var til engelsk. Vi gaar ned ad “hovedvejen”. Maria med sin veninde Christina forrest. Mig bagerst. Og i midten, lige foran mig; Mirna og Carlos – Marias klassekammarat. De griner og smiler mens de snakker. Jeg har mine mistanker. De bliver hurtigt bekraeftet, da deres haender pludselig moedes. Jeg smiler ved mig selv; det er ikke tit man ser flirtende folk her. Hyggeligt. Taenker jeg.
Men det er ikke den reaktion, der venter os, da vi kommer hjem. Faren, som for laengst har faaet besked om, at hans datter har holdt i haand med en to aar aeldre fyr, er ikke begejstret. Snakken gaar. “Er det sandt?” spoerger han, selvom han udemaerket kender svaret paa det spoergsmaal. Jeg blive ogssa spurgt, men viger uden om med noget gebrokkent spansk. De to soestre arbejder sammen i diskussionen med faren og faar ogsaa viget sig uden om. Emnet bliver lagt paa hyldet, men jeg tror, at Mirna har forstaaet, hvad faren mener om det der med kaerester. Jeg har stadig ikke helt forstaaet det. Hvad er problemet?
Det faar jeg svaret paa en anden dag. Jeg sidder i huset og snakker med min “far” og “soester” Yackelin paa 19. Min “far”, som altid har ret, forklarer mig at kaerester er “distraktorer”. Og hvad skal det saa betyde? Jo, hvis man har en kaereste at taenke paa, kan man ikke koncentrere sig om at studere. En keareste er en distraktor og intet andet. Jeg forventer, at Yackelin straks vil bryde ind med invendinger, men det goer hun ikke. Til min store forbavselse nikker hun bekraeftende til farens udsagn. “Det er rigtigt” siger hun, “Alle mine veninder fra gymnasiet, der har faaet kaerester er holdt op med at studere”. Jeg maa tage min opfattelse af kaereste op til genovervejelse. Naar en 19-aarig er kommet til den erkendelse, at kaerester er noget skidt, boer man lige overveje hendes paastand, taenker jeg. Jeg proever at forklare, at kaerester maaske ogsaa kan goere en mere glad, saadan at man faar mere energi til at studere. Det bliver blankt afvist.
Efter en snak med Sulma, en anden ung fra La Peña, kommer jeg til at forstaa det hele lidt bedre. Vi snakker om, hvor svaert det er at finde arbejde; hun er i gang med at lede. Hun fortaeller, at hun kun har vaeret paa udkig i et aar, selvom hun sluttede gymnasiet for to aar siden. Det forstaar jeg ikke. Jo, forklarer hun, fordi foer havde hun en kaereste – punktum. Den skal jeg lige tygge paa. Det vil altsaa sige, at har man en kaereste, er det ligesom det. Altsaa kan man ikke studere og hve kaereste samtidig. Det er de fleste foraeldre enige i, hvilket resulterer i, at de fleste unge har “kaeresteforbud”. Det er ligesom, de anser afholdenhed for det letteste. Det fungerer ogsaa – paa overfladen.
Et er at mine soestre gaar og holder i haand med fyrer i smug og flirter, naar deres foraeldre ikke er der. Andet er at mange unge har kearester. I smug. Og der er det afholdenhedspolitikken knaekker. Alle unge vil gerne have en kaereste – hemmelig eller ej! Det har en af Marias veninder ogsaa. Det er der 3 personer i L Peña, der ved; Maria, mig og hende selv. Hun bliver hunderead, da jeg spoerger, hvad der vil ske, hvis hendes foraeldre opdager det. “Saa faar jeg bank” svarer hun med en forskraekkt ansigtsudtryk. Saa er det jeg taenker, at foraeldrene maaske boer vaelge en anden maade at faa deres boern til at studere mere paa. Det funger bare ikke. Heller ikke for de unge.
Det er sgu svaert at vaere ung i La Peña!
