Jeg forstaar det ikke.
Kirken er grim, forsangeren synger daarligt og ude af takt, praesten ved ikke saa meget mere end alle andre og er endda daarlig til at imitere graad. Man maa helst ikke have kaerester, se fodbold eller deltage i landsbyens demokrati.
Evangalisterne i La Peña gaar meget ofte i kirke. Faktisk har de fleste det faktisk som et fast punkt paa dagsordenen – som i “dags”- ordenen, det vil sige hver evig eneste dag. Hver dag opper de sig. Klaeder sig i deres fineste toej, reder haaret og og klaeder ogsaa boernene fint paa til ceremonien. Derefter traver de sammen, kvinderne med deres hvid-broderede toerklaede om haaret, ned til kirken. Det er her folk samles.
Stemningen er hverken trist eller glad, bare saadan hverdagsagtigt, hvilket jo egentlig ikke er betaenkeligt. Den lille kirke med den roede indvendige beklaedning. Guitaristen fyrer op for basen og sangen gaar igang. Sangen er noget man er faelles om; guitaristen med sin bas, praesten med sin skraalen og folket, ja folket med deres evindelige klappen. Sangen er egentlig fin nok, hvis ikke det var fordi rytmen, klappene, instrumenterne og meget af teksten bliver genbrugt til de naeste 10 sange i gudstjenesten. Saa er det, jeg spoerger mig selv- hvorfor bruger disse mennesker deres liv paa dette sted?
For at faa svar paa det, maa jeg vende mig om og se det fra deres perspektiv. De fleste lever af at dyrke ting og sager paa deres jord. Hver dag tager faren i familien ud paa marken og arbejder, boernene i skole og moren bliver hjemme og ordner de huslige pligter. Saadan gaar dag efter dag, uge efter uge, maaned efter maaned og aar efter aar mens boernene vokser op. Det er usaedvanligt, at der sker noget usaedvanligt. Det er sjaeldent at sjaelden faar noget at tykke paa. Ingen nye og spaendende udfordringer. Kun boernene gaar i skole, man gaar ikke til fest og man holder sig generelt i huset. Hvorfor bevaege sig ud?
Saa er det jeg ser hvad deres mening med livet er. De skal i kirke. I kirke, hvor de i det mindste kan foele sig som en del af en stoerre helhed, som de andrig kommer til at se i den lille landsby. De fleste gaar stolte i kirke – alle er noget saerligt for Gud. Det er ligesom livet pludselig bliver en meningsfuld udfordring i stedet for endeloes tidsfordriven. Det er VIGTIGT at bede – “Alt afhaenger af Gud”.
Jeg forstaar det godt.
