“Nej, du skal smide den derovre… Og naar vi er faerdige skal vi spille kort“. Det er meget soedt og smigrende at hun gerne vil vaere sammen med mig. Men jeg kan maerke, at der er noget, der irriterer mig ved det 6-aarige legesyge vaesen. Det gaar en dag op for mig hvorfor; hun beordre mig, hvad vi skal og hvordan og hvorfor. Konstant. Saa er det jeg bliver traet af det, jeg vil ikke kommanderes med!
Ved naermere eftertanke er det maaske ikke saa maerkeligt, at pigebarnet ikke bruger andre udtryksformer for, hvad hun vil, end ordre. Hvor skulle hun dog have laert andet?
Naar hendes far kommer hjem om aftenen er hver anden saetning han siger en kommande: “giv mig vand, giv mig papaya, hent min bog, led efter min blyant!” og saadan vaelter det ellers bare ud af munden paa ham med krav om, hvad resten af familien skal faa deres tid til at gaa med. Alt imens han slapper af i haengelkoejen.
Naar COMUS-organisationens folk er paa arbejde i landsbyerne udgoer de autoriteten og giver ordre – raad om man vil – om, hvordan familien skal rydde op, lave mad og saa videre. Selvfoelgelig alt sammen fordi COMUS oensker dem en bedre levestandard. Men dette oenske bliver som meget andet udtryk ved ordrer.
Naar laereren traeder ind i klassevaerelset er han naturligvis autoriteten. Han bestemmer, hvad der skal ske. Men ogsaa her bliver hans bestraebelser paa, at goere eleverne kloge ofte udtrykt ved ordrer. Men paa dette omraede ses dog en fremgang; flere og flere laerere synes at blive opmaerksomme paa, at eleverne maaske ogsaa har noget at byde ind med i undervisningen, selvom de endnu ikke har nogen doktorgrad.
Det er ligesom om, der findes to slags mennesker i min verden i El Salvador; over- og undermennesket. Overmennesket har ret til beordre hvad som helst af undermennesket. Der er ingen grund til at pakke en ordre ind, naar alle alligevel ved, at undermennesket er noedt til at goere som overmennesket forlanger. Overmennesket bestemmer hvad der er rigtigt og forkert; forstaa mig ret; det kan godt vaere at overmennesket i reglen er mere dannet end undermennesket – men kun paa sit felt. Pointen er, at overmennesket- i sin position som overmenneske- har ret paa alle givne felter.
I skolen er overmennekset laereren. I hjemmet er overmennesket faderen. I mange sammenhaenge den aeldste og naar COMUS er paa arbejde i landsbyerne er det dem, der er autoriteten. I gamle dage var det godsejeren. Der er alvorlige levn fra den tid. Hele kommunikationsformen stammer fra en tid, hvor der ogsaa officielt fandtes to slags mennesker; godsejeren og hans arbejdere. Imellem de to grupper var der ikke brug for andet en kommandoer.
Min 6-aarige lillesoester, bliver kostet omkring hele dagen. Hun er mormalt undermennesket. Men naar jeg leger med hende, giver jeg hende lov til at bestemme. Hun indtager pludselig rollen som overmennesket. Og saa ved hun ikke andet end at give ordre som udtryk for sine oensker. Sikke en skam!