Ved naermere eftertanke er det maaske ikke saa maerkeligt, at pigebarnet ikke bruger andre udtryksformer for, hvad hun vil, end ordre. Hvor skulle hun dog have laert andet?

Naar hendes far kommer hjem om aftenen er hver anden saetning han siger en kommande: “giv mig vand, giv mig papaya, hent min bog, led efter min blyant!” og saadan vaelter det ellers bare ud af munden paa ham med krav om, hvad resten af familien skal faa deres tid til at gaa med. Alt imens han slapper af i haengelkoejen.

Naar COMUS-organisationens folk er paa arbejde i landsbyerne udgoer de autoriteten og giver ordre – raad om man vil – om, hvordan familien skal rydde op, lave mad og saa videre. Selvfoelgelig alt sammen fordi COMUS oensker dem en bedre levestandard. Men dette oenske bliver som meget andet udtryk ved ordrer.

Naar laereren traeder ind i klassevaerelset er han naturligvis autoriteten. Han bestemmer, hvad der skal ske. Men ogsaa her bliver hans bestraebelser paa, at goere eleverne kloge ofte udtrykt ved ordrer. Men paa dette omraede ses dog en fremgang; flere og flere laerere synes at blive opmaerksomme paa, at eleverne maaske ogsaa har noget at byde ind med i undervisningen, selvom de endnu ikke har nogen doktorgrad.

Det er ligesom om, der findes to slags mennesker i min verden i El Salvador; over- og undermennesket. Overmennesket har ret til beordre hvad som helst af undermennesket. Der er ingen grund til at pakke en ordre ind, naar alle alligevel ved, at undermennesket er noedt til at goere som overmennesket forlanger. Overmennesket bestemmer hvad der er rigtigt og forkert; forstaa mig ret; det kan godt vaere at overmennesket i reglen er mere dannet end undermennesket – men kun paa sit felt. Pointen er, at overmennesket- i sin position som overmenneske- har ret paa alle givne felter.

I skolen er overmennekset laereren. I hjemmet er overmennesket faderen. I mange sammenhaenge den aeldste og naar COMUS er paa arbejde i landsbyerne er det dem, der er autoriteten. I gamle dage var det godsejeren. Der er alvorlige levn fra den tid. Hele kommunikationsformen stammer fra en tid, hvor der ogsaa officielt fandtes to slags mennesker; godsejeren og hans arbejdere. Imellem de to grupper var der ikke brug for andet en kommandoer.

Min 6-aarige lillesoester, bliver kostet omkring hele dagen. Hun er mormalt undermennesket. Men naar jeg leger med hende, giver jeg hende lov til at bestemme. Hun indtager pludselig rollen som overmennesket. Og saa ved hun ikke andet end at give ordre som udtryk for sine oensker. Sikke en skam!

Kirken er grim, forsangeren synger daarligt og ude af takt, praesten ved ikke saa meget mere end alle andre og er endda daarlig til at imitere graad. Man maa helst ikke have kaerester, se fodbold eller deltage i landsbyens demokrati.

Evangalisterne i La Peña gaar meget ofte i kirke. Faktisk har de fleste det faktisk som et fast punkt paa dagsordenen – som i “dags”- ordenen, det vil sige hver evig eneste dag. Hver dag opper de sig. Klaeder sig i deres fineste toej, reder haaret og og klaeder ogsaa boernene fint paa til ceremonien. Derefter traver de sammen, kvinderne med deres hvid-broderede toerklaede om haaret, ned til kirken. Det er her folk samles.

Stemningen er hverken trist eller glad, bare saadan hverdagsagtigt, hvilket jo egentlig ikke er betaenkeligt. Den lille kirke med den roede indvendige beklaedning. Guitaristen fyrer op for basen og sangen gaar igang. Sangen er noget man er faelles om; guitaristen med sin bas, praesten med sin skraalen og folket, ja folket med deres evindelige klappen. Sangen er egentlig fin nok, hvis ikke det var fordi rytmen, klappene, instrumenterne og meget af teksten bliver genbrugt til de naeste 10 sange i gudstjenesten. Saa er det, jeg spoerger mig selv- hvorfor bruger disse mennesker deres liv paa dette sted?

For at faa svar paa det, maa jeg vende mig om og se det fra deres perspektiv. De fleste lever af at dyrke ting og sager paa deres jord. Hver dag tager faren i familien ud paa marken og arbejder, boernene i skole og moren bliver hjemme og ordner de huslige pligter. Saadan gaar dag efter dag, uge efter uge, maaned efter maaned og aar efter aar mens boernene vokser op. Det er usaedvanligt, at der sker noget usaedvanligt. Det er sjaeldent at sjaelden faar noget at tykke paa. Ingen nye og spaendende udfordringer. Kun boernene gaar i skole, man gaar ikke til fest og man holder sig generelt i huset. Hvorfor bevaege sig ud?

Saa er det jeg ser hvad deres mening med livet er. De skal i kirke. I kirke, hvor de i det mindste kan foele sig som en del af en stoerre helhed, som de andrig kommer til at se i den lille landsby. De fleste gaar stolte i kirke – alle er noget saerligt for Gud. Det er ligesom livet pludselig bliver en meningsfuld udfordring i stedet for endeloes tidsfordriven. Det er VIGTIGT at bede – “Alt afhaenger af Gud”.

Jeg forstaar det godt.

Men det er ikke den reaktion, der venter os, da vi kommer hjem. Faren, som for laengst har faaet besked om, at hans datter har holdt i haand med en to aar aeldre fyr, er ikke begejstret. Snakken gaar. “Er det sandt?” spoerger han, selvom han udemaerket kender svaret paa det spoergsmaal. Jeg blive ogssa spurgt, men viger uden om med noget gebrokkent spansk. De to soestre arbejder sammen i diskussionen med faren og faar ogsaa viget sig uden om. Emnet bliver lagt paa hyldet, men jeg tror, at Mirna har forstaaet, hvad faren mener om det der med kaerester. Jeg har stadig ikke helt forstaaet det. Hvad er problemet?

Det faar jeg svaret paa en anden dag. Jeg sidder i huset og snakker med min “far” og “soester” Yackelin paa 19. Min “far”, som altid har ret, forklarer mig at kaerester er “distraktorer”. Og hvad skal det saa betyde? Jo, hvis man har en kaereste at taenke paa, kan man ikke koncentrere sig om at studere. En keareste er en distraktor og intet andet. Jeg forventer, at Yackelin straks vil bryde ind med invendinger, men det goer hun ikke. Til min store forbavselse nikker hun bekraeftende til farens udsagn. “Det er rigtigt” siger hun, “Alle mine veninder fra gymnasiet, der har faaet kaerester er holdt op med at studere”. Jeg maa tage min opfattelse af kaereste op til genovervejelse. Naar en 19-aarig er kommet til den erkendelse, at kaerester er noget skidt, boer man lige overveje hendes paastand, taenker jeg. Jeg proever at forklare, at kaerester maaske ogsaa kan goere en mere glad, saadan at man faar mere energi til at studere. Det bliver blankt afvist.

Efter en snak med Sulma, en anden ung fra La Peña, kommer jeg til at forstaa det hele lidt bedre. Vi snakker om, hvor svaert det er at finde arbejde; hun er i gang med at lede. Hun fortaeller, at hun kun har vaeret paa udkig i et aar, selvom hun sluttede gymnasiet for to aar siden. Det forstaar jeg ikke. Jo, forklarer hun, fordi foer havde hun en kaereste – punktum. Den skal jeg lige tygge paa. Det vil altsaa sige, at har man en kaereste, er det ligesom det. Altsaa kan man ikke studere og hve kaereste samtidig. Det er de fleste foraeldre enige i, hvilket resulterer i, at de fleste unge har “kaeresteforbud”. Det er ligesom, de anser afholdenhed for det letteste. Det fungerer ogsaa – paa overfladen.

Et er at mine soestre gaar og holder i haand med fyrer i smug og flirter, naar deres foraeldre ikke er der. Andet er at mange unge har kearester. I smug. Og der er det afholdenhedspolitikken knaekker. Alle unge vil gerne have en kaereste – hemmelig eller ej! Det har en af Marias veninder ogsaa. Det er der 3 personer i L Peña, der ved; Maria, mig og hende selv. Hun bliver hunderead, da jeg spoerger, hvad der vil ske, hvis hendes foraeldre opdager det. “Saa faar jeg bank” svarer hun med en forskraekkt ansigtsudtryk. Saa er det jeg taenker, at foraeldrene maaske boer vaelge en anden maade at faa deres boern til at studere mere paa. Det funger bare ikke. Heller ikke for de unge.

Det er sgu svaert at vaere ung  i La Peña!

De fleste boern hernede bliver slaaet, fortalte min “far” mig den anden dag. Han forklarer, at det hernede er noedvendigt for at vinde respekt fra boernene. Noedvendigt. Han tager selv afstand fra, at man slaar sine boern. Det skal man ikke. Eller… En gang i mellem er man jo noed til det. For at faa boernene til at hoere efter. Har de aldrig hoert om pisken og guleroeden, taenker jeg.  Jeg proever at forklare dem pointen, men efter et i haerdigt forsoeg konkluderer min “far”, at det ikke er muligt her. Endnu engang skyder han skylden paa kulturen, som en milesten, man bare ikke kan rokke ved. Han naevner, at laererne i skolen ogsaa har problemer med at vinde respekt, netop fordi loven har forbudt dem at slaa deres elever. Men hvad, man kan vel heller ikke bebrejde dem, at de ikke ved, hvordan man ellers vinder boerns respekt; de ha jo aldrig, aldrig set andet. Ikke en gang har jeg hoert, en salvadoraner rose sit barn. Ikke én gang!

Denne episode resulterer i et dilemma for os volontoere. For eksempel sidder jeg i skaersilden, naar jeg sidder og skriver dagbog og egentlig ikke vil forstyrres. Katherin kalder med mit navn paa den naervaer, foraeldrene sjaeldent byder paa : “Sigga?”. Hvad goer jeg saa? Signalerer, at jeg ikke viil forstyrres ved at ignorere hende, som jeg nok ville goere derhjemme? Som regel ikke, for saa ved jeg, at der med stor sansynlighed kommer et hoejt og skingrende “Katherin, lad vaer med at forstyrre hende!” og det bryder jeg mig bare ikke om. Derfor ender jeg tit med at droppe dagbogen og spare hende for et af de utallige vredesudbrud, hun altid udsaettes for.

Det er jo ikke fordi, de er daarlige mennesker. Det kender bare ingen alternativer!

Den indstilling smitter af paa hans boern. Jeg kan ikke lade vaere med at smile for mig selv, naar Yackelin og Maria paa 16 og 19 kommer op og skaendes om, hvem der skal sidde ved det ene af de to borde, vi har. Den endegyldige loesning paa saadanne konflikter, synes at vaere entydig. Efter faa minutter tyer pigerne til deres loesning paa alle problemer i tilvaerelsen; der lyder hurtigt et gennemtraengende “MOOOAAARRR!!!! – Maria tager bordet og jeg skal bruge det”. Det er bare ikke fair, det hoerer man tydeligt paa tonefaldet i Yackelins stemme. Der er simpelthen ikke andre loesninger end at kalde paa mor! Som farenñ synes de ikke selv at anse sig som i stand til at loese problemerne, vaerende store eller smaa.

Ogsaa moren ligger under for denne indstilling. Det er svaert for mig at forestille mig et menneske med faerre holdninger til tilvaerelsen. Paa en maade finder jeg det fascinerende, at hun er i stand til at vaere tilfreds med at gaa at servicere for de andre hele dagen lang 24-7. Paa den anden side finder jeg det lidt skraemmende, naar hun paa mit spoergsmaal om, om det ikke er kedeligt at vaske saa meget svarer: “nej, jeg kan godt lide, naar toejet bliver rent”.

Mens hun knokler hele dagen fra morgen til aften tit uden synderlig meget pause uden det mindste brok, foeler faren sig helt afgjortmest fortjent til at ligge i den eneste haengekoeje, vi har. Det kan godt vaere atkulturen ogsaa er inde i billedet, men saa svaert kan det da for fanden ikke vaere at lette numsen fra den haengekoeje en gang i mellem og vise sin kone, at man vaerdsaetter hendes arbejde!

Eller det vil sige jo. Da jeg den anden dag var ude og blive vist rundt i mit communidad af mine to teenagesoester, Mirna paa 14 og Maria paa 16. De koebte chips, igen for penge de havde lokket fra deres mor. Der var toesesladder oppe til diskussion, som jeg ihaerdigt proevede at forstaa. Maria var vist vild med en fyr i communidadet, men hun maatte – selvfoelgelig – ikke vaere kaerester med ham for sin far. De gik og smaafniste lidt, imens vi gik og spiste lidt chips. Det, der slog mig her var, at da de var faerdige med chipsposerne, var der ingen spekulationer om, hvad de skulle goere med skraldet. Det roeg bare lige ned foran foedderne paa dem uden den mindste mine. Jeg taenker,  man kunne da i det mindste smide det ud i krattet i vejkanten. Men nej, konklusionen er klar – her smidder man bare affaldet. Jeg tror ikke engang, man taenker paa, at det rent faktisk er affald- emnet er ligeosm overfloedigt. Ordet skrald er ikke et man bruger – der findes ikke skrald her.

Tilbage til fodboldkampen. Jeg sidder under traeet, taenker paa mine soesteres maade at haandtere det, som jeg ville benaevne skraldeproblemet, men som de aabenlyst ikke ser som noget problem. Jeg kigger opgivende paa min toemte sodavandspose. Der er ingen skraldespande her! Ingen overhovedet. Jeg kan ikke faa mig selv til at smide den. Jeg kan bare ikke! Katerin fanger mit blik, sender en bestemt bmine, tager posen ud af min haender og kaster den ligegyldigt over skulderen. Saa er det problem “loest” i det skralde(spands)loese land.

Vi koerer igennem forstaden Santa Teclas slumkvartere i en lille minibus. Ombord har vi en embedsmand fra kommunen, som fortaeller lidt hist og pist, mens vi koerer: “Derovre har vi den nyrenoverede park, her har vi skolen og her… Her skal man ikke gaa. Overhovedet. Heller ikke selvom man bor i omraadet og det er hoejlys dag.” Jeg vaagner op fra min korte uopmaerksomhed og kaster et blik ud af vinduet i bilen. Der er virkelig intet usaedvanlig ved det, jeg kan se; ingen tegn paa at dette sted skulle vaere mere farligt end parken 5 blokke vaek. Men det er det. Aabenbart.

Senere koerer vi gennem San Salvadors centrum i en pick up, som vores guide og ven Alejandro har skaffet for 4 dollar. Da jeg spoerger til, hvem chaufoeren er, traekker Alejandro paa skuldrene med et blink i oejnene og en let undrende mine; det ved han ikke. Det kan man aabenbart godt: bede fremmede om et lift uden naermere eftertanke. Eller ogsaa skal man bare vaere lokal nok til at vide, hvad man skal taenke? Det skal man ogsaa, fandt vi ud af, naar man gaar rundt i det centraleste central San Salvador. Sagen er, at det er bedst, hvis man lige saetter farten lidt op visse steder og gaar samlet. Ingen ved rigtig hvorfor.

Saa er det jeg taenker; hvordan soeren finder man ud af, hvad der er farligt og hvad der ikke er, naar et almindeligt fattigt kvarter er scene for udbredt kriminalitet af den farlige slags, man visse steder boer gaa i et godt tempo, men man til gengaeld godt kan bede fremmede om at koere sig for en skilling eller to? Det skal bare ikke vaere let. Jeg mener, hvor er frelseren henne i det her land?

Naar jeg nu gaar gennem gaden her i Suchototo med det i baghovedet kan jeg godt blive lidt rystet, men ogsaa komme til inderligt at beundre det folk der – uden det mindste brok – klare sig for soelle 5 dollars om dagen i et samfund som dette. Det er sgu da impornerende!

Vi spiser yohurt, hvilket er yderst salvadoransk, eller noget...